Tine og jeg har netop haft et af vores mest emotionelle møder nogensinde!!!
Bjørn Olsen har valgt at gå på pension. Og det burde umiddelbart ikke røre os, da vi fire – ja 4 – gange har hevet ham ud af denne vildfarelse, og tilbage i job. Men denne gang er den god nok
.
Vi respekterer beslutningen med tårer, men også med en inderlig og dybfølt taknemmelighed!
Bjørn Olsen er ubetinget et af de mennesker, som vi beundrer mest. Hans veludviklede sorte humor og enestående vid har skabt os glæde og indsigt. Ja, vi er faktisk ikke i tvivl om, at han har gjort os til bedre mennesker.
Vi lærte Bjørn at kende for mange år siden, hvor vi var ansat på anden arbejdsplads, hvor Bjørn kørte skolebus. Han shinede ved sin fundamentale ro og ved, at eleverne elskede transporttiden. Vi spurgte vores daværende leder Annette Casmose, hvem ham Bjørn dog var, og hun svarede: ”En legende i Jyderup, hædersmand, tidlige fodboldtræner, skolelærer og skoleleder, der desværre for år siden oplevede en tragedie.”
Vi ansatte Bjørn i en lærerstilling, og det er en af bedste beslutninger, vi nogensinde har truffet. Bjørn blomstrede op, og eleverne blev beriget af et menneske, der turde og kunne tage de svære snakke, insistere på (ud-)dannelse og på en respektfuld omgangstone på lærerværelset.
Da vi startede Engvang – Den Grønne Skole op, da blev Bjørn naturligt en central del. Da vi skrev vores værdigrundlag, havde vi konstant imaginære samtaler med Bjørn, da vi ønskede at gøre ham stolt. Vi ville skabe et sted med højt til loftet og med stærke etiske værdier, vi ville skabe et sted, som Bjørn den standhaftige socialist og etiker ville være stolt af!
Og stolt blev han. Han smed uden tøven pensionistklæderne bort endnu engang og meldte sig aktivt under fanerne til sulte-salær, da vi ingen penge havde.
Da vi skulle skrive rammeaftale (vores overenskomst), deltog Bjørn som tillidsrepræsentant. Her bliver vi nærmest religiøse og ramt af stor taknemmelighed, for uden Bjørns deltagelse, havde Engvang ikke eksisteret i dag! Bjørn kunne tage alle perspektiver, og gentagende gange måtte han med klar gammel testamentelig røst forkynde: ”Jesper, du ruinerer stedet, hvis du ikke tænker dig om!
Elskede Bjørn, vi kunne blive ved, men slutteligt ønsker vi at citere en gammel elev, som sagde: Alle mennesker burde have En Bjørne”.
Tak for at vi har haft dig så lang tid! Og ja vi respekterer denne gang dit ønske om en pensionisttilværelse, hvor du kan forkæle din familie og være politisk aktiv. Og ja, vi ringer ikke på onsdag og spørger om, hvor du bliver af – uden at spørge Ulrikke Fabricius om lov først.
Tak – og tak fordi vi fortsat godt må give dig et kald, når vi har brug for at få sparring til at justere det etiske kompas.
