Vil du være psykolog dér, hvor børnene, medarbejderne og hverdagen er?

Skrevet 15. september 2026

Engvang – Den Grønne Skole søger en psykolog, der har lyst til at få en central rolle i vores behandlingsfaglige arbejde og være med til at udvikle et dagbehandlings- og specialundervisningstilbud i fortsat bevægelse.

Engvang – Den Grønne Skole er et dagbehandlings- og specialundervisningstilbud med ca. 70 elever og omkring 50 medarbejdere beliggende i Holbæk by.

Vi har opbygget en tydelig behandlingsfaglig struktur omkring vores elever. Inden en elev begynder hos os, arbejder vi systematisk med sagsmaterialet og udarbejder grundige målgruppevurderinger. Her omsætter vi viden om elevens historie, ressourcer, vanskeligheder og aktuelle funktionsniveau til konkrete behandlingsmæssige, pædagogiske og didaktiske tilgange og de første overordnede mål.

Det giver medarbejderne og samarbejdspartnere et fælles fagligt afsæt og dig som psykolog mulighed for at træde ind i en organisation, hvor der allerede er gjort et betydeligt forarbejde.

En psykolog tæt på praksis

Vi ønsker en psykolog, som er nysgerrig på, hvad der faktisk sker omkring barnet: i klassen, i relationerne, i overgange, i konflikter og i samarbejdet med hjemmet.

Du kommer til at arbejde tæt sammen med vores behandlingsfaglige leder, afdelingsledere, øvrige ledelse og medarbejderne omkring eleverne. Vi har desuden fortsat en psykolog tilknyttet vores ugentlige behandlingskonferencer, hvor teams arbejder i dybden med eleverne og kvalificerer behandlingsmål og forståelser. Du bliver derfor ikke organisationens eneste psykologfaglige stemme.

Dine opgaver vil blandt andet være:

  • at kvalificere behandlingsplaner, behandlingsmål og valg af tilgange
  • at observere og bidrage i praksis omkring elever, hvor der er behov for et psykologfagligt blik
  • at yde supervision og faglig sparring til medarbejdere og ledelse
  • at gennemføre samtaler med elever og forældre, når det er relevant
  • at bidrage psykologfagligt ved visitation
  • at indgå i komplekse elev- og familiesager
  • at bidrage til udviklingen af vores behandlingsfaglige praksis og formidle psykologfaglig viden til medarbejderne og samarbejdspartnere
  • at bidrage til relevante gruppeforløb, familieindsatser og andre behandlingsfaglige aktiviteter.


I nogle sager vil der være behov for, at du selv arbejder direkte med eleven eller familien eller observerer barnet i skolens hverdag. I andre vil din vigtigste opgave være at kvalificere de voksnes forståelse og den indsats, der tilrettelægges omkring eleven. Vi ønsker at prioritere psykologressourcen dér, hvor den på et givent tidspunkt gør størst faglig forskel. Den præcise arbejdsdeling udvikles sammen med dig. Vi mener, at en fagligt stærk også skal have indflydelse på, hvordan kompetencerne anvendes bedst.

Vi arbejder med børn, der kalder på mere end én forklaring

Vores elever er børn og unge med forskellige og ofte komplekse psykologiske, sociale, udviklingsmæssige og læringsmæssige problemstillinger.

Vores behandlingsarbejde tager udgangspunkt i en helhedsorienteret forståelse. Vi arbejder for at skabe et trygt og stabilt miljø og tilpasser rammer, krav og støtte til elevens aktuelle forudsætninger og behov. Det betyder, at tilgangen kan se forskellig ud fra elev til elev og forandre sig i takt med elevens udvikling.

Mentalisering er en væsentlig del af vores faglige fundament. Vi arbejder med at undersøge egne forståelser, holde flere perspektiver åbne og skelne mellem observation og fortolkning. Vi anvender en kognitiv tilgang til at forstå og arbejde med sammenhænge mellem tanker, følelser, kropslige reaktioner og handlinger samt de mønstre, der over tid kan være blevet etableret hos den enkelte elev.

Den behandlingsfaglige forståelse skal kunne omsættes til elevens hverdag – til måden vi møder eleven på, de krav vi og omgivelserne stiller, de rammer vi skaber, og de muligheder for deltagelse og udvikling, der tilrettelægges. Det kræver en psykolog med faglig forankring, som samtidig er nysgerrig på andre fagligheders viden og erfaring.

Hvem forestiller vi os, du er?

Du er uddannet psykolog og har interesse for – og gerne erfaring med – børn og unge med komplekse støtte- og behandlingsbehov. Erfaring fra fx dagbehandling, specialundervisning, børne- og ungdomspsykiatri, PPR eller familieområdet er relevant, men vi er lige så interesserede i, hvordan du tænker og arbejder.

Vi lægger vægt på, at du:

  • kan omsætte psykologisk teori til noget, der er anvendeligt en tirsdag formiddag i en klasse
  • kan arbejde konsultativt og samtidig gå tæt på praksis
  • kan formidle komplekse problemstillinger præcist og forståeligt
  • kan samarbejde med børn, forældre, medarbejdere, ledelse og eksterne samarbejdspartnere
  • tør bringe din faglighed i spil og samtidig være oprigtigt interesseret i andres perspektiver
  • arbejder systematisk og har lyst til både at kvalificere det, der fungerer, og udvikle det næste.

Hvad kommer du ind i?

Engvang – Den Grønne Skole er vokset hurtigt, og vi er stolte af det faglige miljø, vi har bygget op.

Vi har korte veje mellem praksis og ledelse. Faglige beslutninger skal kunne begrundes, dokumentation skal bruges aktivt, og den indsats, vi beskriver omkring et barn, skal kunne genfindes i elevens hverdag. Der skal være plads til nysgerrighed, humor og nye idéer. En god faglig idé skal kunne bringes til bordet, undersøges og afprøves.

Vi er UNICEF Rettighedsskole og arbejder aktivt med børns rettigheder og med at bringe elevens perspektiver ind i udviklingen af deres skole.

Stillingen

Vi forestiller os som udgangspunkt en fast ansættelse. Det ugentlige timetal kan spænde fra ca. 10 timer og op til fuld tid. Den endelige ramme aftales med den rette kandidat.

Arbejdet foregår primært på Engvang – Den Grønne Skoles afdelinger i Holbæk, som ligger tæt på hinanden, men der er også mulighed for at arbejde med forberedelse hjemme.

Tiltrædelse hurtigst muligt eller efter aftale. For den rette kandidat venter vi gerne på den rigtige opstart.

Nysgerrig?
Du er velkommen til at kontakte Jesper Rasmussen på 54 58 44 20 eller jr@engvangskole.dk for en faglig og uformel samtale om stillingen.

Ansøgninger behandles løbende, og samtaler afholdes løbende.

Vi glæder os til at høre fra dig.