Med min ansættelse på Engvang Den Grønne skole, er mit arbejdsliv gået ”Full cirkel”
Det var som lærer jeg, først i halvfemserne, startede mit professionelle arbejdsliv, og det med en særlig interesse for de unge, der behøver en særlig indsats.
Den interesse har jeg beholdt hele mit arbejdsliv, men i mange forskellige kontekster.
Først som lærer på almindelige folkeskoler, så som lærer på dagbehandlingsskoler, men altid med det samme mindset: ”alle har en chance her i livet med den rette tilgang!”
Da jeg på et tidspunkt syntes jeg boblede over af gode idéer, besluttede jeg mig for at sige ”ja tak” til at blive skoleleder på et større Dagbehandlingstilbud. Jeg havde en tro på, at mine idéer kunne flytte skolens konceptuelle tanker til et bedre sted.
Jeg vil gerne selv tro på at jeg nåede et stykke vej, inden jeg tabte pusten og forsøge mig i kommunalt regi i stedet.
Her blev jeg ansat som afdelingsleder i Holbæk Kommune, med ansvar for Uddannelsesvejledning og Den kommunale kontaktpersonordning.
Min ansættelse faldt sammen med ”Lov om bedre vej til uddannelse og job” i 2019, hvilket betød jeg fik lov til, sammen med to andre afdelingsledere, at udvikle den samlede kommunale ungeindsats i Holbæk kommune.
Mine meritter i den proces fik Tårnby kommune til at opfordre mig til at søge en stilling som Chef for den samlede kommunale ungeindsats på Amager. Jeg fik stillingen, og stod nu, lige pludselig med ansvaret for alle unge op til 30 år i to kommuner.
Nu skulle man tro jeg havde fået mulighed for at opfylde min ambition om, at hjælpe udsatte unge til chancen for et bedre liv. Det troede jeg i alle tilfælde selv på!
Virkeligheden er desværre, at man som kommunal chef, er kommet så langt væk fra kerneopgaven, at man ikke længere har tid og rum til at tænke på individet. Borgere er blevet tal man flytter rundt i budgetter og statistikker.
Når man som jeg, gerne vil være tæt på borgeren, den unge, eller eleven, så er man som kommunal chef, gået helt galt i byen.
Så jeg satte mig ned at opgjorde status over mit arbejdsliv, og kom frem til, at det fremover skulle bruges anderledes.
Jeg ringede til min gamle ven og kollega, Jesper Rasmussen, vores alle- steds- nærværende chef på Engvang Den Grønne skole, og spurgte om han ikke havde brug for en lærer i dette skoleår?
Det havde Jesper heldigvis.
Mange vil mene jeg har taget et gevaldigt hop ned af karrieretrappen, men det gør ingenting.
Jeg er glad hver dag jeg går på arbejde, og mærker hvordan jeg dagligt, sammen med mine gode kollegaer, rent faktisk gør en forskel for de unge.
Det giver mening for mig, og det er jeg sikker på det vil gøre mange år frem i tiden.
Jeg har godt nok gået en ordentlig omvej for at se det, men det er her på Engvang Den Grønne Skole jeg hører hjemme, og det er her jeg mærker jeg gør den største forskel for de unge.
For mig gav det mening at gå ”Full cirkel”