Verdensmål for bæredygtig udvikling

Dagligdagen er bygget op omkring et skema, nogle regler og en kultur båret på nærhed og samarbejde.

Verdensmål

De 17 Verdensmål er en opskrift på, hvordan vi i fællesskab kan løse verdens største problemer. Fattigdom og sult skal udryddes, alle skal sikres ligestilling og uddannelse, ulighed skal bekæmpes, så alle kan få et liv i værdighed, og der kan tages vare på de globale klimaforandringer, som truer Klodens eksistens.

Truslerne er store, og de vedrører i den grad verdens unge, da det er deres fremtid, der er på spil. Vores unge mennesker skal leve med konsekvenserne af fortidens handlinger og nutidens politiske beslutninger. Fortiden er svær at gøre noget ved, men nutiden og fremtiden kan og skal påvirkes med de unge i front.

I Danmark er vi på mange områder dybt privilegerede, og Verdensmålene handler da heller ikke kun om os. De er et udtryk universel solidaritet, medmenneskelighed og fælles interesser. Så selvom vi danskere er født ind i en oase, så skal vi stadig kunne gøre det bedre.

På Engvang – Den Grønne Skole vil arbejdet med Verdensmålene blive udformet i et tæt samarbejde med eleverne. Vi håber, at de gennem viden og ejerskab kan påvirke deres lokalområder og viderebringe viden til deres jævnaldrende. At kunne påvirke omgivelserne motiverer eleverne til at blive aktive og demokratiske medborgerne, samt skaber tiltag og tro på at vi sammen kan bekæmpe de ellers så dystopiske fremtidsscenarier.

Verdensmålene kan synes abstrakte og uopnåelige – derfor er det vigtigt, at de brydes ned i mindre og opnåelige mål. Under hvert verdensmål har vi kort beskrevet dele af problemernes omfang og med ideer til tiltag, som kunne laves som en del af skolegangen på Engvang – Den Grønne Skole. Men måske eleverne kommer med bud, der er bedre

Verdensmål 1: Afskaf fattigdommen

Som forældre til hjemmeboende børn har man ofte oplevet at stå alene med udfordringen at få barnet i skole. Ofte har forældrene måtte påtage sig mange roller ud over forældrerollen i bestræbelserne på at gøre noget ved de omstændigheder, der skaber forhindringer for barnets lyst og motivation for at komme i skole.

Engvang – Den Grønne Skole tilbyder et samarbejde, som fra første færd bliver en støtte for forældrene, så de har mulighed for at nedtone deres mange roller, så de kan opleve mindre systemstress for at kunne koncentrere deres energi om at være forældre til deres barn og eventuelle søskende.

Måske kunne Engvang – Den Grønne Skole være med til at skabe meningsfyldte fritidsaktiviteter for disse unge efter skoletid?

Verdensmål 2: Stop sult

I Danmark ligger de seneste hungerkatastrofer heldigvis mange generationer tilbage, men vores overflodssamfund har desværre ikke standset fejlernæringen. I dag æder mange sig til døde, hvilket er et kæmpe problem for folkesundheden.

På Engvang – Den Grønne Skole satser vi på ernæringsrigtig kost og sikrer at vores indkøb bakker op om bæredygtig madproduktion, men måske kunne vi række ud i lokalsamfundet med inspiration og events, der fremmer sund livsstil?

Verdensmål 3: Sundhed og trivsel

I Danmark har vi et af verdens bedste sundhedsvæsner, og det er tilmed tilgængeligt for alle. Vi kåres jævnligt som verdens lykkeligste land, og der er meget at være glad for som dansker. Men bag de eventyrlige tal gemmer der sig dog også andre sandheder. Vi bevæger os mindre end tidligere generationer, og antallet af mennesker med psykiatriske og psykologiske vanskeligheder er større end nogensinde.

Måske kunne vi sammen på Engvang – Den Grønne Skole komme i bedre form, da det giver et bedre liv og fremmer koncentrationsevnen, og måske kunne vi invitere mennesker fra lokalmiljøet med?

Verdensmål 4: Kvalitetsuddannelse

Verdensmål 4: Kvalitetsuddannelse. Alle mennesker i Danmark har formelt lige ret til uddannelse, men alligevel viser statistikkerne, at børn af højtuddannede statistisk set får længere og mere attraktive uddannelser og job end børn af eksempelvis langtidsledige.

Vores undervisning skal ramme alle børn og unge, og derfor vil vi forpligte os til at tilrettelægge vores tilbud til såvel de bogligt intellektuelle, til dem med de kloge hænder og til dem med et begrænset ordforråd.

Verdensmål 5: Ligestilling mellem kønnene

I Danmark er vi nået langt med ligestillingen. Pigerne har fået stemmeret, og de har lige ret til uddannelserne, og ja, vi har ligefrem en kvindelig statsminister, og hun er ikke engang vores første. Men selv i Danmark er der ikke 100% ligestilling. De kvindedominerede fag halter eksempelvis stadig lønmæssigt, og der mangler en udtalt mangel på kvinder i de fleste bestyrelser. Men drengene er også begyndt at halte, således er de blevet overhalet af pigerne på de videregående uddannelser.

Måske skal Engvang – Den Grønne Skole rette fokus mod uddannelsesvalg og drømme for her at stille skarpt på forudantagelser og fordomme om køn?

Verdensmål 6: Rent vand og sanitet

I Danmark er vi så heldige, at vi har adgang til rent vand og gode sanitetsforhold, men 40% af verdens befolkning lider under vandmangel.

Måske Engvang – Den Grønne Skole kunne arbejde med at anvende regnvand og arbejde bevidst med at sænke miljøforureningen, der på sigt vil forringe vores vandkvalitet?

Verdensmål 7: Bæredygtig energi

Den globale økonomi, der fortsat er afhængig af fossile brændstoffer, skaber uhensigtsmæssig udledning af drivhusgasser, som giver dramatiske ændringer i vores klimasystem.

Engvang – Den Grønne Skole vil arbejde med vind- og solenergi og på sigt kunne det måske være et mål, at vi som sted kun anvender de mest hensigtsmæssige energiformer?

Verdensmål 8: Anstændige jobs og økonomisk vækst

De fleste jobs i Danmark er båret af anstændige vilkår, men sådan er det desværre ikke alle steder i verden.

Måske Engvang – Den Grønne Skole skal have et særligt fokus på at undersøge, hvordan produktionsforholdene er omkring de varer, som vi indkøber, så økonomisk vækst og menneskelig bæredygtighed bliver hinandens forudsætninger?

Verdensmål 9: Industri, innovation og infrastruktur

I Danmark regner de fleste det for selvfølge at have ubegrænset adgang til nettet via mobiler og tablets. Men i store dele af verden er den teknologiske udvikling og infrastruktur mangelfuld. For at sikre lige adgang til information og viden, er det bl.a. vigtigt, at den digitale kløft bliver overvundet.

På Engvang – Den Grønne Skole ønsker vi at give plads til at udvikle og afprøve ideer til teknologiske løsninger – og måske på denne måde understøtte lysten til og troen på, at det er muligt at skabe nye og gode løsninger?

Verdensmål 10: Reducer ulighed i og mellem lande

Ulighed er, når der er stor forskel mellem rige og fattige, men det er også ulighed, når folk bliver uretfærdigt behandlet. Danmark er heldigvis et af de mest lige lande i verden, men der er stigende forskelle mellem rig og fattig og mellem uddannende og ikke-uddannende.

Kunne Engvang – Den Grønne Skole være med til at finde måder eller bakke op om eksisterende tiltag, så landets udsatte kan opleve større tryghed og tillid, så der kan åbnes op for deres stemmer og behov?

Verdensmål 11: Bæredygtige byer og lokalsamfund

Mange bysamfund er præget af forurening, utryghed og fremmedgjorthed. Trods det, at vi bor tættere sammen end nogensinde før, så er der mange, der mærker ensomhed selv blandt mennesker.

Engvang – Den Grønne Skole kunne arbejde på at blive integreret i lokalsamfundet gennem arrangementer og adgang til hinandens faciliteter?

Verdensmål 12: Ansvarligt forbrug og produktion

Vækst og bæredygtig udvikling kræver, at vi hurtigst muligt reducerer vores fodaftryk på naturen, da vi bruger langt flere ressourcer end kloden kan regenerere.

Engvang – Den Grønne Skole bestræber sig på at købe økologiske varer, som primært er fremelsket i lokalsamfundet, så transportforureningen mindskes.

Måske kunne vi finde måder, så overskydende mad på skolen kommer hjemløse eller folk i lokalsamfundet til gode?

Verdensmål 13: Klimaindsats

Danmark er fortsat forskånet for de værste menneskeskabte klimakatastrofer, men det bliver ikke ved, hvis vi lader stå til. Udledningen af drivhusgasser fortsætter med at stige, og Danmark er blandt de værste syndere. Udledningen er i dag mere end 50% højere end niveauet i 1990. Den globale opvarmning medfører langvarige og måske uoprettelige konsekvenser, hvis ikke vi handler nu.

Måske Engvang – Den Grønne Skole kunne registrere deres el-forbrug, finde måder til at sænke forbruget – ja i det hele taget have fokus på genbrug og genanvendelse?

Verdensmål 14: Livet i havet

Verdenshavene – deres temperatur, kemi, strøm og liv – driver de globale systemer, som gør Jorden beboelig for mennesker. Håndtering af denne livsvigtige ressource er afgørende for menneskeheden som helhed, men også for at afbøde klimaforandringernes konsekvenser. Fisk er et vigtigt element i det globale spisekammer, og derudover er fisk en sund, nærende og bæredygtig spise, hvis de rigtige købes.

Måske Engvang – Den Grønne Skole kunne gøre fisk til en ugentlig spise, såfremt arten er bæredygtig?

Verdensmål 15: Livet på land

Vores liv er lige så afhængig af jorden som af havet i forhold til vores ernæring og arbejde. Planteliv leverer 80% af vores kost, og vi er afhængige af landbruget, som en økonomisk ressource og som middel til udvikling.

Måske kunne Engvang – Den Grønne Skole blive mere bevidste om, hvad vi spiser, så vi sikrer øget bæredygtighed inden for sundhed, økologi og livet på land?

Verdensmål 16: Fred, retfærdighed og stærke institutioner

Vold avler vold – ligegyldighed fremmer fremmedgjorthed. Fred, stabilitet og menneskerettigheder er afgørende for en bæredygtig udvikling. Vi lever i en verden, der i stigende grad er opdelt, hvilket desværre også gør sig gældende i Danmark, hvor dele af befolkningen lever i den såkaldte rådne banan eller i ghettoområder.

Måske skulle Engvang – Den Grønne Skole involvere sig så aktivt i lokalområdet, at ingen føler sig udstødte, og hvor i hvert fald vores dør er åben, og hvor alle kan mødes med tolerance, åbenhed og nysgerrighed?

Verdensmål 17: Partnerskab for handling

Verden er i dag tættere forbundet end nogensinde før gennem handel og den digitale revolution. Bedre adgang til teknologi og viden er en vigtig måde at dele ideer og fremme innovation. Investeringer i de mindst udviklede lande er afgørende for at opnå bæredygtig vækst og udvikling.

Måske skulle Engvang – Den Grønne Skole skabe forbindelse til skoler i udviklingslandene, så vi kan bedre forståelserne til hinanden?